Det startede på Radio Limfjord…

Denne Sony MiniDisc, med shock absorberende mekanisme, indeholder mine allerførste ord i æteren. Selvom jeg hørt den mange gange, er det alligevel ved at være længe siden jeg har set disc’en. Jeg troede faktisk den var forsvundet, og da jeg fandt den i kælderen denne aften, var det som om jeg blev taget tilbage hvor det hele startede.

Jeg husker så tyd’ligt da radio-mødommen gik, under et radio-kræmmermarked på Radio Limfjord i 2005. Studieværten var Ulrich Fleron Wisth – som jeg personligt så meget op til, fordi han var en cool fyr – og jeg var medvært. Faktisk var jeg afløser den dag, da den daværende radiochef,  Bjarne Raabjerg, kunne ikke finde andre til at komme i studiet med Ulrich. Jeg ved stadig ikke, hvornår Bjarne fandt mig værende klar til radio, men det blev startskuddet til en større karriere og et helt nyt liv.

Det var en stor drøm der gik i opfyldelse, at stå i studiet – bag mikrofonen. Nu var det nu! Det var live, det blev hørt af flere tusinde lyttere fra Mors og omegn, og jeg var klar. Men da Ulrich spillede den første Limfjord-jingle og efterfølgende åbnede udsendelsen med ordene der lød noget i retningen af: “Jeg hedder Ulrich, og med mig i studiet har jeg Daniel…”

Allerede dér gik klappen ned, og alt imens Ulrich åbnede, fik jeg suget så meget luft i lungerne af nervøsitet, at jeg til sidst kun lige akkurat kunne bræge et “Hej hej” i mikrofonen. Min stemme knækkede ved det første “hej”. Jeg var så flov, og så genert – selvom det ikke ligger til mig at være genert – og når jeg nu hører disc’en i gennem, hvilket jeg endnu ikke har gjort siden sidst, er jeg sikker på, at jeg kommer til at krumme tær.

Men hvad så, om det bliver akavet? Hvad så, om det ikke er fucking perfekt allerede fra første gang. Det betyder jo ikke noget, så længe man arbejder med ildsjæle, der virkelig brænder for radio. Det skal nok blive bedre, men man skal jo lige give grønskollingerne chancen først. Det gjorde Bjarne, måske lidt modvilligt i starten, men han gav mig chancen, og det blev mit springbræt til det jeg laver i dag. Jeg tror aldrig rigtig, jeg har sagt tak. Jeg ville inderligt ønske, at alle radiochefer i hele landet var lige så open-minded, og ikke så bange for at lade de unge komme til. De vil jo gerne! Derfor er det min egen regel at være åben og byde de mennesker, der gerne vil noget, velkommen.

Under min tid på Radio Limfjord havde jeg nogle gode kolleger, og de fleste af dem er i dag mine gode venner, også selvom jeg ikke ser meget til dem længere rent personligt. Men alligevel må jeg jo skænke dem alle en varm tanke for den tid vi havde, og for deres tålmodighed. Tidligere nyhedsvært (og nabo), Dorit Glintborg, tog mig under hendes vinger i nyhedsredaktionen som praktikant, og da det var sådan jeg skulle finde min vej til radio, skylder jeg jo en særlig tak til hende også.

Da jeg gik i gang med dette indlæg var jeg ikke helt klar over, hvad jeg ville skrive. Faktisk var det meningen jeg kun ville skrive om mine første ord i radioen, men mens jeg sidder og skriver kommer der så mange tanker og minder frem, som jeg ikke har lyst til at fortrænge. I morgen tager jeg MiniDisc’en med på arbejde – min egen radiostation, no big deal – og foreviger den ved at indspille den digitalt, så optagelsen kan være mine kommende radio-grønskollingers minde om, at vi alle er startet et sted.

Hej hej.

Hør optagelsen fra MiniDisc’en her:

Kommenter