Gaming har aldrig kun handlet om rå bits og bytes sendt igennem et kabel. Det handler om æstetikken. Det handler om fællesskabet, samlerne, jagten på den sjældne udgave i begrænset oplag, de gode handler på brugtmarkedet og den fysiske, taktile glæde ved at eje et stykke kulturhistorie. Alt det smider Sony nu på lossepladsen.
Da nyheden ramte om, at Sony fra januar 2028 fuldstændig dropper fysiske udgivelser til fordel for digitale downloadkoder i tomme plastikkasser, efterlod det mig ikke bare skuffet – det efterlod mig målløs. I over 30 år har Sony siddet tungt på tronen som en ubestridt spilmastodont. De har opbygget deres imperium på ryggen af netop det fællesskab, der elsker mediet. At de nu vælger at vende ryggen til den fysiske spilkultur, føles som det ultimative forræderi mod de mest loyale fans.
Illusionen om digitalt ejerskab
Lad os tale lige ud af posen: Vi ejer intet, når vi køber digitalt. Vi lejer en tidsbegrænset tilladelse. Sony har netop udstillet denne virkelighed på mest kyniske vis ved at fjerne over 500 købte og betalte filmtitler fra brugernes biblioteker på grund af udløbne licensaftaler. Folk, der i god tro havde betalt fuld pris for at “eje” filmene i deres digitale samling, stod pludselig tilbage med absolut ingenting. Ingen kompensation. Ingen download. Bare et tomt hul i biblioteket.
Når køb ikke længere er lig med ejerskab, så er piratkopiering heller ikke længere lig med tyveri. Big Tech har skabt en virkelighed, hvor forbrugeren er reduceret til en malkeko uden rettigheder.
Hvis man ikke kan stole på en gigant som Sony, hvem kan man så stole på? Hvad sker der den dag, Valve beslutter, at Steam ikke længere kan løbe rundt, eller når Microsoft trækker stikket på en hel generation af servere? Vi lægger vores kulturarv og personlige formuer i hænderne på Big Tech-virksomheder, der med et enkelt klik kan slette vores identitet og minder. Det er den uundgåelige konsekvens af den totale digitalisering. Det er det, man må forvente, når adgangen er betinget af en onlinetjeneste, men det gør det ikke mere acceptabelt.
Æstetikken, jagten og identiteten
For mig – og for tusindvis af andre samlere – er det fysiske medie en integreret del af min identitet. Jagten på den helt rigtige udgave, følelsen af at pakke et spil ud, studere omslagets grafik og placere det i samlingen side om side med andre fysiske kulturskatte, er en uundværlig dimension af oplevelsen. Det er et ritual.
Når nyere udgivelser reduceres til en kold licensnøgle i en e-mail eller en tom boks, reduceres spillets kunstneriske værdi til en ren forbrugsvare. Det bliver til fastfood-underholdning. Den sjæl, der ligger i det fysiske format, forsvinder fuldstændig. For fremtidige udgivelser er det, som om en del af min og andres identitet bliver flået væk.
Er det på tide at vælte mastodonten?
Jeg har i mange år været glad for Sony som spilgigant. Før det sværgede jeg til Microsoft det meste af mit liv – lige indtil den dag, hvor alt, hvad de rørte ved, blev forvandlet til corporate makværk. Nu har Sony nået præcis samme grænse for mig. Der går en rød linje ved at begå svinestreger mod sine forbrugere, og den linje er overtrådt nu.
Der rager i øjeblikket en bredere samfundsdebat om at rykke væk fra Big Techs monopoler og hen imod mere bæredygtige, decentraliserede og forbrugervenlige alternativer. Måske er Sonys digitale grådighed netop det skub, markedet har brug for. Måske er det på tide, at der kommer en helt ny spiller på banen. Jeg håber inderligt, at de uafhængige spiludviklere selv vågner op, ser faren ved Sonys kvælertag og søger mod andre platforme, der fortsat anerkender og understøtter værdien af fysiske udgivelser.
Hvis Sony holder fast i denne beslutning og nægter at løfte det ansvar, de har som markedsleder gennem 30 år, så er min grænse nået. Så er det slut med at støtte dem. Hvis de ikke længere vil understøtte den fysiske kultur, vil jeg ikke længere understøtte dem. Jeg er klar til et totalt boykot.
Hvad tænker du? Er du også klar til at trække en streg i sandet over for Sony, eller har du accepteret den rene digitale fremtid?

No responses yet