Jeg husker tydeligt, da jeg første gang så TRON: Legacy tilbage i 2010. Jeg kendte ikke det oprindelige TRON-univers på det tidspunkt, men jeg blev øjeblikkeligt opslugt. Den film åbnede en verden for mig, der føltes større, smukkere og mere komplet end noget andet, jeg havde set. Det var ikke bare en film – det var en oplevelse.

De lysende motorcykler, de neonfarvede netstrukturer, den sterile digitalitet blandet med menneskelig følelse – og frem for alt: Daft Punks uforglemmelige score, der slog ned som et elektronisk tordenbrag i mit liv. Kombinationen af symfoni og synth, orkester og automation, fik universet til at føles levende. Hver tone, hver baspuls, hver stille pause havde mening. Musikken “talte til billederne” – som om filmen og musikken var født af den samme algoritme. Jeg vil vove den påstand, at jeg har lyttet til filmens score flere gange end en Swiftie har hørt hele Taylor Swifts diskografi.

Derfor var det også med en blanding af håb og frygt, jeg modtog nyheden om, at Disney efter 15 år ville genstarte TRON-universet med TRON: Ares. For hvordan følger man op på noget, der allerede føles perfekt? Jeg vidste fra starten, at det ville blive svært, men jeg var villig til at give den en chance. En ny instruktør, et nyt cast, en ny musikalsk retning – fair nok. Det behøvede ikke at være Legacy 2. Bare en værdig videreførelse.

Men da det blev offentliggjort, at Nine Inch Nails skulle levere filmens score, gik en lille alarmklokke i gang. Ikke fordi jeg ikke respekterer Trent Reznor og Atticus Ross – de har leveret fantastiske lydsider til film som The Social Network og Gone Girl. Men TRON er et helt særligt rum. Det kræver en sensibilitet, som ikke bare handler om at skabe stemning, men om at skabe en verden gennem lyd. Og her snubler Ares desværre allerede, inden filmen for alvor er kommet i gang.

Et univers med puls, men ingen liv

Filmen forsøger sig med en mørkere og mere teknologisk kant end sine forgængere, men mister undervejs den sjæl, der gjorde universet menneskeligt. Visuelt er TRON: Ares imponerende – ingen tvivl om det. De digitale landskaber, det kolde lys og de overeksponerede refleksioner er, som altid, en fryd for øjet. Der er momenter, hvor kameraet glider så elegant gennem lysets geometri, at man kortvarigt mærker glimt af storhed.

Men det varer aldrig længe. Kameraet haster videre, som om nogen hele tiden trykker på fast forward. Der gives ingen tid til at trække vejret, til at mærke tyngden af scenen, til at lade æstetikken bundfælde sig. Hvor TRON: Legacy fandt poesi i stilheden – i et blik, et åndedrag, et stykke musik, der fik lov at hænge i luften – virker Ares bange for at kede sit publikum. Resultatet er en film, der blænder uden for alvor at bevæge.

Men æstetik uden følelse er som et smukt kredsløb uden strøm. Ares har en puls, men ingen liv. Hvor Legacy inviterede os ind i sin verden med ro, mystik og en gradvis opbygning af nysgerrighed, bombarderer Ares seeren med nærmest intetside eksposition fra første minut. Informationer flyver rundt som datapakker, og allerede før titlen vises, føler man sig overmættet.

Man får fornemmelsen af, at filmen desperat prøver at overbevise sit publikum om sin egen kompleksitet, i stedet for at lade den vokse naturligt gennem fortællingen. Resultatet er, at det bliver svært at investere sig følelsesmæssigt i karaktererne – for de bliver reduceret til funktioner i et plot, snarere end personer med motiver, frygt og fejl.

Karaktererne – flade skygger i et neonlys

Et af de største problemer ved Ares er, at karaktererne aldrig rigtig lander. Nye figurer bliver introduceret i hastigt tempo, men uden egentlig introduktion. Vi får aldrig den samme relation til dem, som vi fik til karakterer som Kevin Flynn, Alan Bradley, Tron eller Ram i Tron, eller Sam Flynn og Quorra i Legacy. I stedet er de arketyper i bevægelse – fyld i en CGI-verden.

Filmen prøver tydeligvis at ramme en yngre målgruppe med hurtige one-liners, popkulturelle bemærkninger og et mere “Gen Z”-agtigt tonefald. Men i forsøget på at modernisere TRON, mister den sin modne klangbund. De to tidligere film balancerede teknologi og filosofi – spørgsmål om skaberværk, kontrol og menneskelig arrogance. Ares reducerer disse temaer til overfladiske konflikter uden dybde.

Det eneste lyspunkt i karaktergalleriet er Evan Peters i rollen som Julian Dillinger, barnebarn af den oprindelige Edward Dillinger. Han leverer en kraftfuld og nuanceret præstation, hvor han pendler mellem charmende overfladiskhed og manisk desperation. Peters har en sjælden evne til at udtrykke både magt og frygt i samme blik, og han bærer sine scener med en intensitet, der minder én om, hvor stor en skuespiller han faktisk er. Han bliver filmens eneste ægte menneskelige element – en karakter, der rummer konflikt og konsekvens.

Jared Leto og Gillian Anderson er… med. Og det er nok, hvad der kan siges.

Musikken – fra symfoni til støj

Og så er der musikken.

Daft Punk forstod, hvad TRON handlede om. De blandede klassisk filmmusik med elektronisk minimalisme på en måde, der føltes organisk – næsten som om lyset selv lavede lyd. Hver tone underbyggede følelserne i billedet; hver akkord forstærkede stemningen. Musikken var en del af DNA’et.

Nine Inch Nails’ tilgang er det diametralt modsatte. I stedet for at bygge videre på den eksisterende æstetik, forsøger de at dekonstrurere den. Men i stedet for at føles nyskabende, bliver resultatet en lydmur af støj. En konstant summen af aggressive synths, disharmoniske strygere og industripuls, der sjældent passer til scenens stemning.

Flere steder bliver musikken så høj og så fremtrædende, at den overdøver dialogen – og i stedet for at løfte scenen, dræner den den for energi. Det er, som om musikken kæmper imod filmen, snarere end at arbejde sammen med den. Jeg fandt mig selv flere gange i biografen med et behov for at holde mig for ørerne.

Callbacks – kærlighed forklædt som afhængighed

Der er dog glimt af respekt og kærlighed til det gamle TRON-univers. Ares er spækket med referencer og små nik til både originalen fra 1982 og Legacy. De små callbacks er udført med en tydelig forståelse for fansenes forhold til materialet – og de fungerer som små emotionelle redningsbøjer midt i et ellers kaotisk hav.

Men nostalgi er ikke en erstatning for substans. Når man piller referencerne væk, står man tilbage med en film, der ikke rigtig ved, hvad den selv vil. Den savner retning, tone og hjerte. Den savner modet til at skabe noget nyt.

En smuk skal uden sjæl

På papiret burde TRON: Ares have alt: imponerende effekter, et stærkt produktionsdesign, og et univers, som publikum allerede elsker. Men det hele falder fra hinanden, fordi grundlaget mangler. Filmen vil gerne være alt – mørk, dyb, spektakulær, filosofisk – men ender med at være ingenting. Den mister fokus i forsøget på at imponere.

Jeg gik fra biografen uden den sædvanlige sitren i kroppen. Ingen kuldegys, ingen længsel efter at genopleve universet. Kun en rungende tomhed – som når en computer går i dvale, men aldrig tænder igen.

Afrunding

Jeg vil ikke sige, at jeg blev skuffet. For jeg havde faktisk forberedt mig på at blive det. TRON: Ares blev præcis den film, jeg frygtede, den ville blive: en smuk, men sjælløs skal, hvor æstetikken overdøver følelserne, og musikken overdøver, ja, generelt alt.

Men jeg er alligevel glad for, at den findes – for den minder mig om, hvor enestående TRON: Legacy var. Den minder mig om, hvordan Daft Punk og Joseph Kosinski sammen skabte en audiovisuel oplevelse, der stadig står som noget af det mest gennemførte i moderne filmhistorie.

TRON: Ares får 2 ud af 6 stjerner

⭐⭐ af ⭐⭐⭐⭐⭐⭐

Én for Evan Peters’ mesterlige præstation.

Én for de respektfulde nik til en arv, filmen desværre ikke formår at bære videre – men så desperat prøver at kopiere. Den kan sammenlignes med den type, der altid prøver at gøre sig til en af gutterne, men hvor det bare bliver pinligt. Den griner lidt for højt, snakker lidt for hurtigt og forstår aldrig helt, hvorfor ingen andre griner med. Som den akavede fætter, der ikke helt hører til familien.

Resten? Et fejlslået forsøg på at genstarte et system, der ikke trængte til en reboot.