Læsetid: 3 minutter

Her er det mest nørdede opslag, du læser i dag.

På et helt tilfældigt besøg hos den lokale genbrugspusher, faldt jeg i går over noget, som øjeblikkeligt fangede mit blik. En stak med ikke mindre end 45 VHS-bånd om dansk tog- og jernbanehistorie. En samling, jeg simpelthen ikke kunne stå for.

Videoerne omhandler alt fra produktionen af lyntoge, skiftet fra damplokomotiver til dieselelektriske toge, museums- og veterantoge, til dronning Ingrids begravelse, der foregik på skinner – og meget, meget andet.

Hovedparten af båndende er udgivet af Dansk Jernbanemuseum og Grimstrup Film. Sidstnævnte var et lille produktionsselskab i Sorø, som siden 1988 og frem til omkring 2010 havde stor succes med at producere videoer om dansk toghistorie. Videoerne blev solgt på banegårde, modelbaner, jernbaneklubber o.lign. udvalgte steder, for op til næsten 300 kr. for et bånd.

Jeg gav selv 150 kr. for alle 45 bånd, men personen der har indleveret samlingen til genbrug, har med tiden spenderet mere end 9.000 kr. på togfilm. Det er lidt vildt at tænke på.

Øverst på billedet ses en række film i “Strejftog”-serien. Efter en lille tur på Grimstrups gamle hjemmeside via Wayback Machine, har jeg fundet frem til at båndende ikke er lavet af amatører, men vaskeægte tog-fanatikere og professionelle videofolk. De første mange film blev produceret på U-Matic og Betacam, og senere, omkrign 1997, overgik man til digitalt udstyr som f.eks. DV / DV-cam og AVC-HD.

Mange af båndende bærer også præg af kvalitetsbevidsthed. En stor del af dem er nemlig udgivet på “High Grade” VHS-bånd, altså bånd af meget høj kvalitet og standard. Bånd, der kan tåle at blive set, og ikke bare billige RAKS-bånd, som man f.eks. valgte at genudgive en lang række Trinity-spaghetti-western film på. Men det forklarer også, hvorfor prisen har været så høj på disse film i sin tid. De har ikke været billige at producere.

Nu er det ikke fordi jeg interesserer mig specielt for tog og jernbaner. Det aner jeg ikke en dyt om, og det var ikke derfor jeg kastede mig over samlingen. Men her er der tale om nogle film, man ikke lige finder hver dag, og som formentligt aldrig nogensinde kommer frem på DVD eller streaming. Der er lagt utroligt mange arbejdstimer i disse produktioner – og tanken om hvad der end måtte ske med dem, var nok mere end jeg kunne bære.

Derfor er hele samlingen kommet med mig hjem, hvor ALLE båndende i skrivende stund gennemgår en digitalisering på top-professionelt udstyr, for at bevare kildematerialet i bedst mulige kvalitet, mens de bliver registreret og kortlagt på Flixy.dk, som jeg lancerede tilbage i sommeren 2022, hvor jeg, med hjælp fra flere flittige brugere, har fået registreret mere end 600 fysiske emner.

Når digitaliseringen af denne samling “togfilm” er færdig, er der kun tilbage at scanne covers, og så vil resultatet af mere end 25 års arbejde være bevaret, foreviget og søgbart. Er man nysgerrig på at vide hvad samlingen her gemmer, så har jeg lavet en komplet liste over alle emnerne her: https://flixy.dk/liste/15

Categories:

Tags:

No responses yet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Abonner på blog