Jeg har siden sommer haft en lille hobby i at digitalisere gamle tegnefilm, som jeg finder på VHS. Til privat forevisning, naturligvis. Digitaliseringen af tegnefilmen “Dot og Julemanden” (https://flixy.dk/emne/2262), bliver pludseligt afbrudt af en kort, privat hjemmevideooptagelse fra 1999.
Optagelsen er fra juleaften 1999, hvor vi ser en lille familie gøre sig klar til den store aften. Familie består af (formodentligt) mor, far (kameramand og traktør), deres (formodentligt) to børn – en dreng samt en pige ved navn Michelle – en kat og en sød, lille gravhund som er pyntet med nissehue.
Man hører ikke andre navne end “Michelle”, så der er ikke meget at gå efter. Begge børn er forholdsvis unge, men sønnen virker til at have ben i næsen, for han ved udemærket godt, at det kun er i Amerika at man får gaver d. 25. december. Så, en forklaring om, at gaverne først bliver delt ud “i morgen” holder ikke helt…
Hvorfor skriver jeg det her?
Hvis en person nogensinde kom i besiddelse af en hjemmevideo, hvor jeg eller et familiemedlem optrådte, ville jeg blive ovenud lykkelig, hvis videoen fandt sin vej tilbage.
Derfor kan jeg ikke få mig selv til bare at kassere videoen. For måske ville de personer som optræder i videoen, selv blive glade for at få lov at se den igen – hvis ikke for første gang.
Af respekt for de personer som optræder i videoen vælger jeg ikke at dele hele videoen offentligt, men i stedet tillader jeg mig at uploade nogle stillbilleder fra videoen. Hvis du kender vedkommende på billederne, eller har en idé om hvem det kunne være, så tøv ikke med at kontakte mig.
Billederne må ikke kopieres eller videredistribueres – men man må naturligvis meget gerne dele linket til dette blogindlæg, så chancerne for at hjemmevideoen finder frem til dens rette ejere igen øges.
No responses yet