Læsetid: 2 minutter

Ja, vi har haft den før, men vi bliver nødt til at tage snakken igen.

Den anden dag var vi, Camilla og jeg, forbi Bilka, hvor vi i ren og skær panik fandt på den skøre idé at ville spise i Bilkas “bistro”, velvidende om at den hundeæde der bliver serveret ikke engang er en hund værdig.

Men “Stegt flæsk ad libitum” klinger for godt i vores ører til at modstå fristelsen, selvom vi inderst inde godt ved, at det mest af alt er et desparat forsøg på at lokke kunder i køen. Og kunder var der da, selvom besøgstallet ikke var prangende. Det var mest af alt en flok afdankede sprittere, der tydeligvis kendte personalet i køkkenet.

Nu tænker du måske noget i retningen af “jamen for helvede Daniel, når du tidligere har skrevet at Bistroen i Bilka stinker, er du så ikke lidt selv ude om det?” Spoiler alert: Vi endte med IKKE at spise der alligevel, men bliv lige hængende lidt endnu.

Mens vi er lidt ved personalet. I køkkenet ser vi 4-5 unge mennesker gøre mad klar. Eller, én ung fyr løfter de resterende 3 unge pigers arbejdsopgaver samtidigt med at han har den sidste unge pige i oplæring. Der er totalt kaos, da rollefordelingen er helt hen i vejret.

Der bliver i løbet af de 20 minutter, vi står i køen, lavet én bøfsandwich. Det er den ene af de unge piger, der skal lave den, som spørger ikke én, ikke to men tre gange, hvad der skal i en bøfsandwich. “Brød, bøf, agurk, løg, løg, brød, sovs” lyder det flere gange fra den unge fyr, der skøjter frem og tilbage ad det glatte køkkengulv, så han næsten er ved at skvatte på røven til sidst. Den unge pige er næsten ved at have en bøfsandwich klar, men der mangler lige det vigtigste element i enhver god bøfsandwich: Sovsen.

Her knækker filmen for den unge pige, som øser hvad der svarer til en skefuld sovs på toppen. Den unge fyr, som efterhånden har slidt hans stemmen op ved at råbe ud til hans bekendte på den anden side at disken, retter den unge pige og fortæller at “der skal meget mere på”. Mere. Mere. Lidt mere. 3. gang pigen øser sovs på, udbryder hun “Ej, fuck hvor er det klamt, mand” så det kan høres i hele restauranten.

Camilla og jeg har ikke engang fået bestilt vores mad, men én ting er helt sikkert – vi skal fucking ikke have mad, der er lavet af en lille partytøs, som ikke engang kan li’ den mad hun laver til gæsterne, eller som kan finde på at udtale sig på den måde om noget, andre mennesker skal putte i hovedet.

Fool me once, shame on you; fool me twice, shame on me.

Categories:

Tags:

No responses yet

Kommenter

Kontakt Daniel Frank

Skriv til mig