I dag, på den første dag i min sidste ferieuge, har jeg set filmen “Spaceman” med Adam Sandler i hovedrollen som astronauten Jakub Prochazka, der er sendt 500 millioner kilometer ud i det kosmiske univers for at udforske et visuelt fænomen, der har kunne ses fra jorden i 4 års tid, alt i mens hans ægteskab med konen Lenka hænger i en tynd tråd, hvilket tynger ham på det ensomme rumskib. Faktisk så meget, at han begynder at tvivle på sig selv og hans mission. Lige indtil en mystisk gæst fra rummet finder vej om bord på rumskibet, der er mindst lige så nysgerrig på menneskeheden, som menneskeheden er på rummet, og igennem nysgerrigheden får de begge deres egne åbenbaringer.
Jeg må indrømme at jeg var meget skeptisk over at skulle se denne film, for jeg har ikke været særligt glad for Sandler igennem de seneste år. Men jeg er svært glad for rumfilm, og efter at have set de fleste seværdige af slagsen – og i mangel på noget at falde i søvn på sofaen til – gav jeg den et skud. Lad det være sagt, at dette ikke er den klassiske Sandler-film i klassiske Sandler-roller, men til gengæld en veldrejet filmatisering af SciFi-novellen “Spaceman of Bohemia” af Jaroslav Kalfař, der med sit visuelle udtryk, afhjulpet af et tryllebindende score af Max Richter, formår at skabe en kuldegysfremkaldende oplevelse.
Igennem en årrække har jeg hørt mange forskellige film soundtracks og scores, og selvom der er mange gode, er det alligevel kun ganske få der kan få hårene til at rejse sig på mig. Af disse skal bl.a. nævnes “TRON: Legacy”, “Life of Pi”, “Mad Max: Fury Road”. Men jeg skulle ikke langt ind i “Spaceman” for at finde ud af, at her gemmer sig endnu et musikalsk mesterværk, der både byder på mystik, sorg, dramatik og kærlighed, fortolket med langformede, drone-prægede toner af samme tyske komponist, der også har lavet score til andre rumfilm som “Arrival” og “Ad Astra”.
Med andre ord, så viste “Spaceman” sig at være den forkerte film at prøve at falde i søvn til, og jeg har med den fordom gjort den til skamme, for det er absolut ikke film der fortjener et sovende publikum. Den fortjener at blive oplevet – og tåler bestemt et frekvent gensyn.
No responses yet